OnePlus Nord 2 Anmeldelse

Denne anmeldese indeholder en uddybende introduktion, kort gennemgang af fordele og ulemper, alle de vigtige specs og en gennemgang af design og materiale. Dertil kommer en vurdering af dens skærm, kameraer, særlige features, forbindelsesmuligheder og slutligt en konklusion, som tager udgangspunkt i det store spørgsmål: Er OnePlus Nord 2 en flagsskibsdræber eller ej?

OnePlus er den nye spiller på marked med alt at vinde. De har produceret telefoner siden 2014, hvor de lancerede deres første telefon, som kun kunne erhverves gennem forudbestilling og venteliste grundet den intense hype. Deres vision var at lancere flagship killer-telefoner. Altså telefoner, der indeholder komponenter tilsvarende til de store selskabers flagskibe, men til priser, der var meget lavere.

Deres nye OnePlus Nord 2 er sidste skud på stammen for denne vision. Prisen er stadig meget lavere end de store flagskibe, hvilket kun forstærkes af, at priserne på flagskibsmodellerne stadigt er stigende.

Og så har OnePlus lavet et fanstastik spin på deres slogan for OnePlus Nord, som var ”Pretty much everything you could ask for.” Det har muligvis lagt i kortene allerede sidste år, at dette års model skulle have samme slogan, men med en betydelig streg midt i det hele: ”Pretty much everything you could ask for.” En sproglig og grafisk finesse, som man kun kunne håbe, ville oversættes til tilsvarende genialitet inden for mobiltelefoni.

Hvis du aldrig kunne finde på at efterspørge en IP-certificering på din telefon, får OnePlus muligvis også ret, for der er ikke ret meget at komme efter, når du leder efter fejl og mangler.

Til gengæld er flagskibene stadig nogenlunde intakte. Ydeevnen er god og har taget udgangspunkt i en billig chip med (særligt aktuelt) god tilgængelighed. Til gengæld er de store flagskibe efterhånden udstyret med sensationelle processorer med rammerne for kunstig intelligens. OnePlus Nord 2 har naturligvis også den kunstige intelligens, som efterhånden er ved at være standarden på markedet.

Men der er yderligere to punkter, hvor flagskibene er i deres egen klasse: Skærm og kamera. Hvad skærmene angår, synes størrelse at være altafgørende. Endog til en grad, hvor telefonen i sin helhed er nødsaget til at være overdimensioneret for at have plads til en overdimensioneret skærm. Og hvad angår kameraerne – de er blevet telefonindustriens helt store salgsargument.

Dog excellerer OnePlus Nord 2 på sit batteri. Batteriet er delt i to, hvilket gør det lettere at oplade hurtigt. Tilmed har OnePlus Nord 2 også implementeret en maskinlæringssoftware, som sikrer, telefonen først bliver helt opladt, lige inden du vågner om morgenen for at sikre, batteriet holder så længe som muligt.

OnePlus Nord 2 kommer med OxygenOS 11,3 installeret, hvilket er baseret på Android 11. Men OnePlus har sørget for at Nord 2 kan få Android 12, så snart den kommer på markedet. Denne vil blive tilgængelig for download som en opdatering, såfremt OnePlus holder, hvad de lover.

Fordele og Ulemper

Fordelen er en kombination af pris og ydeevne.

Telefonen er helt igennem solid. Der er ikke en finger at sætte på hardwaren, telefonen har endog den sjældne feature at have 5G på begge kort i sin dual-SIM. Både batteriet og den lynhurtige opladning fortjener også en benævnelse her. Softwaren er også på plads, særligt styresystemet OxygenOS og kameraets software har gjort stort indtryk.

Ulemperne er kun til at få øje på, hvis du sammenligner med telefoner af en anden prisklasse. Skærmen er ingen 120Hz skærm og i realiteten er skærmens 90Hz til tider svær at få øje på, eksempelvis er alle spil (med undtagelse af én) låst til 60Hz. Og så er der det med IP-ratingen. Telefonen har ingen officiel rating. Tager du den ud i regnvejr, er der ingen garantier for, om telefonen vil leve eller dø.

Specs

Lancering

28. juli 2021

Skærmstørrelse / kvalitet / opbygning

6,43” 1080×2400 90Hz AMOLED ved 409 ppi

Processor

Chipsæt fra MediaTek (Dimensity 1200-AI) 6nm chiparkitektur og octa-core med maksimal clock-rate på 3GHz

Kamera

Kunstig intelligens til farve- og kontrastjustering

4K video ved 30 fps

Bagsidekamera:

50 MP (pixelstørrelse på 1 µm) med Sonys IMX766 sensor f/1,88 optisk billedstabilisering.

8 MP 119° Ultravidvinkel objektiv f/2,25

2 MP Monoobjektiv f/2,4

Forsidekamera:

32 MP med Sonys IMX615 sensor.

Batteri

4,500 mAh

65W hurtigopladning

Mål

Højde: 158,9 mm

Bredde: 73,2 mm

Tykkelse: 8,3 mm

Vægt

189 gram

OS

OxygenOS 11,3, baseret på Andriod 11

Rom og Ram

8 GB LPDDR4X Ram + 128 GB UFS3,1 Rom

eller

12 GB Ram LPDDR4X + 256 GB UFS3,1 Rom

Design og materiale

OnePlus Nord 2 har både skræm og bagside af Gorilla Glass 5 fra Corning. Den har en indvendig aluminiumsramme og en udvendig ramme af plastik med metallic finish, som får den til at fremstå som metal. Finishen er godt lavet, så det føles ikke nødvendigvis som plastik på samme tid med vægten holdes nede. Hverken aluminium eller plastik er blandt verdens mest hårdføre materialer, men på den anden side vil du næppe bruge telefonen til at hamre søm.

Strømknappen og OnePlus’ efterhånden ikoniske lyd-vibration-og-lydløs-knap sidder i højre side og lydvolumenknappen sidder i vestre. Så hvis din sidste mobiltelefon var en anden OnePlus model, vil dette forekomme helt naturligt.

OnePlus Nord 2 har flad skærm og afrundede lodrette kanter på bagsiden. Rammen har runde hjørner og i det hele taget er telefonen flot balanceret og nem at holde.

Telefonen findes i farverne Blue Haze og Gray Sierra.

Gray Sierra er den ’kedelige’ udgave, den gør ikke meget væsen af sig. Men hvis du foretrækker din telefon skal være anonym og stilren, så er det farvevalget for dig. Blue Haze er den diametrale modsætning, den ser nærmest giftig ud. Farven er bedst beskrevet som turkisblå, men det skal også siges farven skal ses i egen person, da den ikke er særligt fotogen. Det handler i særdeleshed om, der forekommer et spil med skygger i glasset, som ikke vil fremstå af billeder. Derudover vil kameraets farvemætning og hvidbalance have enormt meget at skulle sige, når det kommer til gengivelsen af farven.

Når det kommer til design er OnePlus Nord 2 en smule uinspireret, hvis ikke det var for farvevalgmuligheden, Blue Haze. Det er ikke en telefon, der får forbipasserende til at vende hoveder og du får sandsynligvis ikke mange jaloux blikke, men hvis alternativet er en kæmpeklods, der knapt kan passe i en bukselomme eller som ligger dårligt i hånden, er glat eller klodset – så ville jeg personligt foretrække en relativt anonym telefon, som man faktisk kan have i lommen. Men telefonen bliver ikke ligefrem ”flagship killer”, fordi flagskibene er for store til at sejle.

Skærm

Skærmen er flot, men intet mesterværk. Når det kommer til OnePlus Nord 2s 409 ppi kan det sagtens argumenteres, du aldrig vil få brug for mere, da det overgår, hvor detaljeret et menneskeøje reelt kan se. Hvis du bruger telefonen til VR kan det muligvis have en indflydelse på oplevelsen afhængigt af, hvor godt dit syn er, men ingenlunde i samme grad som skærmopdateringsfrekvensen. OnePlus Nord 2 pryder sig af 90Hz opdateringsfrekvens, hvilket også er på den pæne side af spektret, men denne varierer mellem 60Hz og 90Hz afhængigt af, hvilken app, du bruger. Dette er dog ikke usædvanligt – flagskibene benytter sig af præcis samme trick, da det handler om, du meget sjældent har brug for de højeste frekvenser og de forbruger væsentligt mere strøm.

Skærmen er 6,43” og har en opløsning på 1080×2400 og er bygget på AMOLED teknologien. I det hele taget er det en pæn skærm og vil du have vildere specs i din skærm, bliver du nødsaget til at lede i en anden prisklasse.

Men det dræber jo ingen flagskibe! Så OnePlus har fundet på noget andet. Og ligesom med kameraet (som vi kommer til herunder) er det software og ikke hardware, der driver kniven ind i flagskibene.

Og hvilken bedre software end kunstig intelligens?

For skærmens kvalitet handler det om to stykker AI software: AI Resolution Boost og AI Color Boost. Disse er begge designet til at forbedre dine oplevelser med, hvad du ser på din skærm. Så når du træder ind i morasset af lavkvalitetsvideoer på Youtube, vil AI Resolution Boost hjælpe til en bedre oplevelse. Men det skal dog stadig siges, der er begrænsninger for, hvor meget man kan polere en lor… dårlig video.

Kameraer

Det primære kamera på 50 MP skyder som udgangspunkt i 12,5 MP, da det benytter sig af en 4-1 pixelbinning, hvilket betyder, 4 pixels arbejder sammen for at kunne optage lige så meget lys som en enkelt stor pixel. Dette gør kameraet overraskende lysstærkt.

Ved første øjekast har OnePlus Nord 2 nogle helt særlige kamerafeatures. Den kunstige intelligens kan genkende et ansigt og dens træk og dermed ændre på disse gennem real-time billedbehandling. Det vil sige, du kan få det til at fremstå, du har særligt store øjne, et smallere ansigt eller en mindre næse, end du i virkeligheden har.

Kameraet har også AI Scene Enhancement, som medvirker til bedre farvemætning. Disse billeder bliver produceret ved at tage mange billeder og efterfølgende sammenligne dem med hinanden for at finde de helt rigtige nuancer, altså meget lig HDR.

Dertil har OnePlus Nord 2 en ”expert” funktion. Med denne kan du selv vælge din ISO (mellem 100 og 6400), din lukkehastighed (mellem 1/8000 sekund og 32 sekunder), hvidbalance, manuelt fokus og eksponeringskompensation (mellem -2EV og +2EV).

Nattilstand er særligt veludviklet på OnePlus Nord 2 og har en række funktioner. Først og fremmest har den en HDR-lignende natfunktion, som samler en række billeder for at detaljerne kan komme med og støj kan blive holdt på et minimum. Funktionen tager et par sekunder i brug, mens billederne som udgangspunkt bliver rigtigt gode. En ekstraordinært rolig hånd kommer til kort over for denne sammensmeltning af billeder med kunstig intelligens, da lukkehastigheder langsommere end 1/40 sekund bliver en reel mulighed.

I særligt lav belysning overgår natfunktionen automatisk til Ultra Night Mode. Denne funktion er også utroligt imponerende. Den kan eksponere et billede i totalt mørke, der umiddelbart ligner dagslys.

Som tillægsstykke til natfunktionen byder OnePlus Nord 2 på endnu en sjov funktion til kameraet – en Tripod Night Mode. Denne simulerer en lukkehastighed på 45 sekunder og det anbefales, man ikke prøver benytte sig af denne funktion uden at have et stativ eller i det mindste et sted, hvor telefonen kan stå af sig selv under hele varigheden. Med lukketider på denne længde vil mennesker i bevægelse typisk ikke tage sig særligt god ud, mens scener med mange biler i bevægelse kan få et helt nyt liv.

Særlige features

Fingeraftryksscanner i skærmen, som ganske overraskende fungerer langt bedre end forventet.

Dual View Video er en sjov kamerafeature, der bruger både for- og bagsidekamera til videooptagelse på samme tid. Det er ikke ligefrem det største breakthrough i teknologihistorien, men der skal nok være nogen, der får glæde af det på et tidspunkt.

Always on display. Holder skærmen aktiv, lige så længe som du har brugt for det ved hjælp af Eye Gaze-registrering. Dette er en fed feature, der træder lidt i baggrunden for andre features, der er mere flashy. Men i det hele taget en god idé og glimrende måde at bruge biometriske data.

Quick Launch åbner en app eller udfører en opgave for dig, hvis du holder fingeren på fingeraftryksscanneren i et par sekunder. Du kan tilmed have flere funktioner tilknyttet Quick Launch, som du kan bladre imellem ved at swipe højre eller venstre.

Endnu en særlig feature er Screen-Off Gestures. Med denne feature kan du tegne med fingeren på din låste skærm og udføre en funktion, så som at starte en app, tænde lommelygten, afspille eller pause lyd mm. Kommandoerne er enkelte bevægelser som swipe op/til siden/ned eller tegne et bogstav. Nogle bogstaver kan være lidt svære at tegne præcist nok til at tilfredsstille registreringen og kræver derfor lidt øvelse.

OnePlus Nord 2 har en sidste særlig feature, som i mine øjne indstiller den til den eftertragtede ”flagship killer”-titel. Men det er ikke ligeså glamourøst, som man kunne have håbet, for jeg tænker nemlig på telefonens fænomenale batterilevetid. Hvilket ikke desto mindre er en ret stor faktor for mange.

Men batterilevetiden er ikke det eneste punkt, hvor batteriet excellerer. For dette store batteri kan lades usandsynligt hurtigt, faktisk kan det lades helt op på blot 30 minutter. Warp Charge 65, som er OnePlus navn for deres opladning med 65W, fylder batteriet på bare 30 minutter, hvilket er ganske imponerende.

Forbindelsesmuligheder

Dual-SIM med 5G i begge slots.

Wi-fi 6

Bluetooth 5,2

Porte / indgange

Telefonen har en USB-C i bunden og et lynhurtigt kabel til brug af 65W opladning medfølger i pakken.

OnePlus Nord 2 har ingen 3,5mm jackstick-indgang, hvilket er til stor ærgrelse for nogen og giver god mening for de fleste. Der er ingen mulighed for at øge lagerpladsen med et MicroSD heller.

Konklusion

OnePlus Nord 2 er en fremragende telefon og tager man prisen i betragtning er den måske endog lidt spektakulær. For den koster nær en tredjedel af de flagskibe, som den står i kontrast til. Tidens flagskibe er spec-monstre og monstrøse i deres dimensioner, så hvis du er kompromisløs omkring din telefon, vil du ironisk nok være nødsaget til at gå på kompromis med størrelsen – med mindre du har abnormt store hænder eller du bare synes, det ser fedt ud. OnePlus Nord 2 ligner en normal smartphone, men den har en stærk (og billig) processor egnet til kunstig intelligens, den har et solidt kamera med en vild kamerasoftware, der for alvor giver topmodellerne kamp til stregen og kameraets natfunktioner er intet mindre end fænomenale.

Men er det virkeligt den store flagskibsdræber? Svaret er naturligvis det ikke overraskende: Ja og nej! Ja, for du får langt mere for pengene med en OnePlus Nord 2, end du får, hvis du køber én af flagskibsmodellerne. Men disse telefoner er også absolut kompromisløse – til gengæld får du den nyeste teknologi på markedet med banebrydende processorer, der skal bevise Moores lov holder stik igen i år. Og kameraerne er også den evige slagmark for de ypperste – og i mine øjne har OnePlus’ nylige samarbejde med Hasselblad kun formået at slå et lille skår i Hasselblads rygte.