iPhone 12 Pro Max Anmeldelse

I denne anmeldelse af iPhone 12 Pro Max berører vi først fordele/ulemper efter en kort introduktion. Derefter specs, operativsystem, design og materiale, skærm, kameraer, særlige features, forbindelsesmulighederne og en forhåbentligt relativt upartisk konklusion.

iPhone 12 Pro Max er Apples nye flagskibstelefon og det er en af de helt store – bogstavligt talt.

Telefongiganten har lanceret deres nye giganttelefon, der har en skærm på hele 6,68”. Det er en stor fordel for nogen, men også i den store ende for mange. Men iPhone har naturligvis løsningen klar til dig, hvis dette skulle udgøre et problem. Løsningerne hedder hhv. iPhone 12 Pro og iPhone 12.

Telefonen kan, ligesom søstreprodukterne, fås i fire forskellige farver, stillehavsblå, guld, grafit og sølv.

Hvis du mener, bigger is better, er iPhone 12 Pro Max det helt rigtige valg for dig. iPhone 12 Pro Max har den største skærm for en iPhone til dato, hvilket giver bedre muligheder for at se film, specielt da iPhone 12 Pro Max også har Truetone farver og en meget fin pixeltæthed i skærmen.

Fordele

Kæmpestor skærm

Kæmpestort batteri

Hidtil bedste kamera i en iPhone

Bedre operativsystem end tidligere

Ulemper

Kæmpestor telefon

Kæmpestor pris

Specs

Lancering:

23. oktober 2020

Skærm:

Størrelse: 6,68”

Kvalitet: 2778×1284 ved 457,3 ppi

Opbygning: Super Retina XDR OLED

Fabrikant: Samsung Display

Processor:

A14 Bionic. SoC 4th gen Neural Engine.

Hukommelse og RAM:

128 GB / 256 GB / 512 GB flash-drive, produceret af Kioxia.

6 GB RAM, som er produceret af Samsung.

Kamera:

12 Megapixels

Vidvinkel: f/1,6, 26mm. Sensor-shift billedstabilisering. 47% større sensor end tidligere modeller, hvilket giver større lysfølsomhed og bedre billeder ved lav belysning.

Ultravidvinkel: f/2,4, 13mm. Optisk billedstabilisering

Teleobjektiv: f/2,2, 65mm. Optisk billedstabilisering

LiDAR

Batteri:

14,13 Wh (3687 mAh) Lithium-ion 3,83 V

Mål:

160,8/78,1/7,4mm

Vægt:

226 gram

Operativsystem

iPhone 12 pro max blev lanceret med iOS 14. Den store tag-line på 14 var, at det var et styresystem i sikkerhedens navn. Sikkerheden er i dette tilfælde først og fremmest fokuseret på app-udvikleres muligheder for at spore brugeren. Disse er ’nulstillet’ over for brugere af iOS 14 og brugerne skal dermed give deres accept på ny. Denne accept skal gives gennem Apples nye AppTrackingTransparency prompt. Dette gælder for IDFA (Identifier for advertisers), som er identifikationsmarkører, ligesom cookies, som er tilknyttet til din telefonen i stedet for din browser. Du bliver med iOS 14 præsenteret for muligheden at fravælge at blive sporet i brugen af dine apps.

Design og materiale

Rustfri stålramme med runde hjørner og en materet glasplade på bagsiden.

Når det kommer til design på iPhones 12 Max Pro er det kun rimeligt igen at påpege størrelsen. For den er betydelig. Få telefoner og ingen andre iPhones har tidligere haft tilsvarende dimensioner. Og det er formentligt kun starten, som vi ser. Telefonerne har efterhånden kun vokset i størrelse i godt og vel ti år. Det er dog også muligt at købe mindre telefoner som iPhone 12 pro, iPhone 12 og iPhone 12 mini. Sidstnævnte er faktisk mindre end både iPhone 7 og 8, trods den har større skærmstørrelse end begge disse.

Derudover har iPhone 12 Pro Max tilsvarende udseende som tidligere modeller (efter home-knappen blev udfaset) med afrundede hjørner. Dog med den lille detalje at skærmen er plan med rammen, hvilket i visse tilfælde kan være en væsentlig forskel.

Skærm

Skærmen er blandt de sælgende punkter for enhver moderne smartphone. Og på dette punkt er iPhone 12 Pro Max på ingen måde anderledes. Skærmen har en størrelse på overvældende 6,68” med en opløsning på 2778×1284 pixels og en pixeltæthed på 457,3 ppi. Skærmen er, hvad Apple selv kalder, en Super Retina XDR OLED, hvor OLED er et ord, som Apple ikke selv har fundet på. Ironisk nok bliver disse skærme produceret af Samsung Display. Ceramic Shield er også blandt de ting, der gør iPhone 12 Pro Max’ skærm særlig. Dette glas er lavet i samarbejde med Corning Incorporated.

Kameraer

Kameraer

Kameraerne er et alvorligt nedslagspunkt for iPhone 12 Pro Max og det er tydeligt at se, Apple mener det alvorligt, når de kalder deres nye iPhone pro. For kameraet lever op til professionelle standarder for fotografi. Naturligvis kan de tre objektiver sammen ikke hamle op med objektiver, der sagtens kan koste det samme som hele telefonen med alt inklusiv. Men hvis du ’bare’ skal bruge billeder i A3-format eller mindre, skal du både være ekspert og skarp for at kende forskel på billeder taget med iPhone 12 Pro Max og billeder, der er taget med DSLR og high-end udstyr.

Hvis du undrer dig over, hvordan det kan være muligt, så finder du forklaringen her:

Blandt professionelt fotografis store varemærker er blandt andet begrebet bokeh. Bokeh er udviskning af baggrundens lys, hvilket giver en helt særlig effekt, som kun bliver mere fremtrædende i takt med objektivets pris stiger, da det handler om et lavt f-stop (stor blænde). Det er en kompliceret videnskab at lave den store blændeåbning og særligt i et meget lille objektiv, men iPhone 12 Pro Max har en imponerende (for sin størrelse) blænde på f/1,6 i deres vidvinkelobjektiv. Og resten er lidt snyd.

Men ikke snyd på den kedelige måde, men snyd med lasere. For iPhone 12 Pro Max har et LiDAR-modul i kombination med kameraerne. Man bruger LiDAR til at måle afstande med meget høj hastighed og frekvens. Det betyder, det er nemt for kameraet at indstille autofokus i sparsom belysning, men ikke mindst at bedømme, hvor baggrunden er og dermed finde frem til, hvor man kunne få lidt hjælp af software og machine learning til at producere en lækker bokeh.

Men det er ikke det eneste aspekt, hvor LiDAR gør en stor forskel for kvaliteten af iPhone 12 Pro Max’ billeder. For når du tager landskabsbilleder, kan LiDAR bruges til at vurdere (igen ved hjælp af software og machine learning), hvad er forgrund, hvad er baggrund og hvad er himmel. På denne måde undgår du støj på himlen i dine landskabsbilleder, mens du holder et særdeles højt detaljeniveau på forgrund, mellemgrund og for den sags baggrund.

Tilmed har vidvinklen en sensorforskydningsbilledestabilisering, hvilket er sidste skud på stammen, når det kommer til billedestabilisering. For når du ikke kan holde dine hænder i ro og du skal have en computer til at stabilisere et billedet for dig, kan du enten flytte på objektivet eller sensoren.

Og ligesom de professionelle fotografer kan du også fotografere i RAW-format med iPhone 12 Pro Max.

Åh ja, og så er der Deep Fusion. For hvad skulle man med advanced machine learning, hvis ikke tage brandgode billeder. Deep Fusion tager en lang række billeder med alle objektiverne kort efter hinanden og sammenligner resultaterne. I løbet af et sekund har Deep Fusion fundet ligheder og forskellene mellem de forskellige billeder og holdt dem op mod hinanden, analyseret alle pixels og fjernet støj fra billedet. Visse subjekter, der tidligere altid vil forårsage store mængder støj, vil nu fremstå helt tydelig og klare. Dette gælder i særdeleshed tekstiler, da de både har dybde og tekstur.

Særlige features

Først og fremmest er A14 Bionic chippen den helt store særlige feature. Chippen indeholder 11,8 milliarder transistorer og seks kerner. Det giver chippen mulighed for at udføre 11 milliarder opgaver per sekund. Derudover indeholder chippen en machine learning matrix, som Apple kalder AMX. Dette er en infrastruktur, der er bygget med formålet at skabe muligheder for den automatiske computerlæring. Dette bruges til ansigtsgenkendelse, stemmeregistrering, billedhåndtering og mange andre hyperkomplekse opgaver.

Derudover er Ceramic Shield også blandt de helt særlige features. Skærmen er lavet til at håndtere at blive tabt eller modtage stød. Vi havde desværre ikke mod på at lave en drop test, men disse kan findes på Youtube eller andre steder på internettet, hvor skærmen viser sig at være overraskende robust.

iPhone 12 Pro Max har også særlig god resistens over for vand. Den har fået en IP68 rating, som betyder, den har klaret tests på seks meters dybde i op til 30 minutter.

Trådløse forbindelsesmuligheder

Vi kunne gå helt amok i teknisk jagon, men vi vil spare dig. Kort fortalt har telefonen både 5G, LTE, Ultra-wideband (UWB), Wi-fi 6 og Bluetooth 5.0. 5G og LTE-modulet hedder Snapdragon og er produceret af Qualcomm. Sidst men ikke mindst har telefonen også mulighed for trådløs opladning med sin MagSafe opladningssystem.

Fysiske forbindelsesmuligheder

Til musikelskernes store fortvivlelse er lightning-stikket igen iPhone 12 Pro Max’ eneste forbindelsesmulighed foruden ved de trådløse forbindelser. Lightning-stikket har naturligvis hurtigere og mere effektive forbindelseshastigheder end jackstikkets snart 50 år gamle teknologi, men man kan altså stadig ikke høre musik på sin nye i Phone med de gamle høretelefoner.

Konklusion

iPhone 12 Pro Max er et statement piece fra Apple. Den er stor nok til at være iøjnefaldende og prisen er høj nok til, den burde være iøjnefaldende. Men det er et flagskib fra Apple og enhver er efterhånden klar over, at Apples flagskibe har disse betydelige priser som standard. Når det er sagt, får man stadig banebrydende innovation for pengene. Alene kameramodulet ville have været sort magi for blot relativt få år tilbage – og hvem havde ærligt troet, at LiDAR og machine learning skulle være kommercielt tilgængeligt som et tilhørsstykke til et telefonkamera på nuværende tidspunkt? Personligt bliver jeg meget spændt på, hvad fremtiden nu skal bringe, når dette er realitet allerede.